Værket fanger storheden af de høje cypresser, malet med energiske penselstræk, der synes at ånde liv ind i lærredet. Forgrunden er en tumultarisk virvel af grønne og gule toner, hvor cypressen står som en modig figur mod en baggrund af bløde bølgende bakker og en lagdelt himmel, der går fra rolige blå nuancer til cremede hvide. Van Goghs karakteristiske impasto-teknik tilføjer struktur, hver penselstræk smelter sammen med den næste, og inviterer os til at røre ved lærredet med vores fantasi.

Følelser strømmer gennem scenen; der er en følelse af ensomhed indhyllet i naturens beskyttende omfavnelse. Cypressen, der ofte er et symbol på sorg og udødelighed, rejser sig som en vokter af minder. I baggrunden danser lette skyer på himlen, hvis bevægelser genlyder med de organiske former af cypressens grene. For Van Gogh var landskabet ikke blot en visuel fest, men et middel til følelsesmæssig udtryk, der reflekterer hans indre uro og længsel efter ro.