I dette udtryksfulde landskab fanger et snoet, knudret træ opmærksomheden; dets nøgne grene strækker sig næsten mod den overskyede himmel ovenfor. Den snoede sti, omgivet af frodig, grøn græs, inviterer beskuerens øje til at følge den ensomme skikkelse, der går langs kanten. Man kan næsten høre den bløde hvisken af vinden, der blæser gennem græsset, og blander sig med scenens ro. Den matte palette af brune og grønne nuancer fremhæver den melankolske himmel, der er tung af skyer, som ser ud til at give liv til atmosfæren - et kryds mellem naturens skønhed og dens ligegyldige kraft. Dette øjeblik føles tidløst, et stykke landliv, der er fanget med en rå ægthed, som runger dybt.

Kompositionen balancerer de livlige farver af løvet med de mere subtile toner af de fjerne strukturer, som står stille mod horisonten. Vincent van Goghs børstestræk her er løse, men bevidste; de formidler bevægelse og følelsesmæssig dybde. Fiskerens sti fører blikket dybere ind i kompositionen, hvilket får beskueren til at tænke over den enkle, men dybe rejse i livet. I sin impressionistiske stil inkorporerer dette værk naturens dualitet - både nærende og ubarmhjertig - og skaber en følelsesmæssig påvirkning, der varer længe efter, at du har vendt blikket væk.