Dette udtryksfulde kunstværk fører beskueren til lagunens stille vande ved skumring, hvor en ensom gondol glider blidt hen over den spejlblanke overflade. Kompositionen balancerer den åbne, blødt lysende himmel med den tætte, teksturerede struktur af bygninger, der samler sig langs højrekanten, med varme okker- og siennatoner, som opsuger dagens sidste lys. Kunstnerens penselstrøg er løse, men bevidste, med impressionistiske strejf, der fanger lysets glimt på vandets blide bølger og næsten inviterer til at høre det bløde plask og årernes slag, der styrer gondolen.

Farvepaletten stråler med harmoniske kontraster — de kølige blå og lilla toner i vandet og himlen smelter sammen med solnedgangens gyldne nuancer og skaber en følelsesladet atmosfære af ro og eftertanke. Værket fremkalder levende den tidløse romantik og den rolige rytme i det venetianske liv, hvor gondolierens slanke silhuet legemliggør både dagligt slid og poetisk ynde. Historisk set reflekterede sådanne værker 1800-tallets kunstneres fascination af venetianske landskaber og udforskningen af lys og atmosfære. Den dygtige brug af lys og skygge samt de rige teksturer fremhæver kunstnerens mestring i at indfange flygtige øjeblikke af naturlig skønhed og menneskelig tilstedeværelse i perfekt balance.