I dette fængslende kunstværk læner en ung pige sig blødt op ad en balkon, hendes udtryk skaber en legende, men eftertænksom stemning. Sollyset filtrerer gennem hendes løst malede hår, belyser hendes ansigt med en varm glød, der fremhæver de bløde træk, som giver hende en næsten eterisk kvalitet. Renoirs penselstræk er flydende og livfulde, og han bruger en række bløde, kurvede stræk, der fremkalder glæden og uskyldigheden i ungdommen. Baggrunden—et grønt, bakket landskab—giver en malerisk kontrast, da dens grønne og gyldne nuancer smelter sammen i en drømmeagtig sløring, der øger den overordnede fred i scenen.

Kompositionen leder seerens blik mod pigens blik, hvilket skaber en intim forbindelse. Det lette stof af hendes bluse—repræsenteret med forskellige teksturer—flyder let, og afspejler hendes afslappede attitude. Mens vi nyder denne scene, kan vi næsten høre den blide rausende af blade; atmosfæren føles levende, fyldt med det løfte, som kun en solrig dag kan bringe. Dette stykke er ikke kun en repræsentation af en pige; det indkapsler et øjeblik af fred og glæde og gør det til en tidløs fejring af ungdom og skønhed.