Dette stille havlandskab fanger den bløde skønhed af en kystscene, hvor bløde bølger kærtegner sanden under en bred himmel. Kompositionen inkluderer en buet strand, der inviterer beskuerens blik mod den fjerne horisont, hvor nuancer af klippeformationer kan ses. Stranden og havet skaber et harmonisk samspil mellem lys og skygge, med vand, der glitrer i refleksionen af den blege blå himmel. Monets unikke penselarbejde er tydeligt, idet han bruger en kombination af korte stræk og pletmønstre, der giver scenerne en flygtig kvalitet, næsten som om sollyset danser på overfladen. Farvepaletten består af bløde blå, grønne og sandfarvede gule nuancer, der fremkalder en følelse af ro og fred. Man kan næsten føle den salte brise og høre havets blide hvisken.

Det er interessant at overveje den historiske kontekst af dette maleri; det blev skabt under impressionismens bevægelse, der repræsenterer et skift bort fra den strenge realisme, som tidligere definerede kunsten. I stedet understreger det virkningen af naturligt lys og øjeblikkelige indtryk, noget som Monet og hans samtidige forsøgte at fange. Dette værk afspejler en fascination for det udendørs, som opstod, da kunstnere begyndte at flygte fra grænserne for deres atelierer og finde inspiration i naturen. I sin enkelhed ligger der en dyb følelsesmæssig indflydelse; det er svært ikke at blive draget mod denne idylliske scene, der giver et glimt af fred i et øjeblik i tid—måske en påmindelse om sommerdage tilbragt ved havet, hvor man kan trække vejret frit og flygte fra hverdagens kaos.