Dette eteriske stykke fanger en snedækket gade i den maleriske landsby Argenteuil, omfavnet af en fredfyldt stilhed, der genlyder gennem kulden. De bløde, dæmpede farver fremkalder en atmosfære, der både er rolig og melankolsk; halvtransparente toner af grå og blå lyser lærredet, mens varme jordfarver opdager sig, hvilket antyder varmen fra bygningerne i snedækket. Penselstræk er fine, men beslutsomme, et emblem på impressionismen, der fanger flygtige øjeblikke med sådan sandfærdighed, at beskueren næsten kan føle kulden i luften.

I mellemgrunden navigerer figurer iført tunge vintertøj ned ad den snefyldte vej, nogle klumper sig sammen mod kulden, mens andre marcherede målrettet fremad, idet de omfavner elementerne. Den strålende hvide sne giver en overraskende kontrast til de mørkere former for træer og bygninger, hvilket øger følelsen af dybde og tekstur; det er næsten, som om du kan strække hånden ud og røre ved det tykke lag af frost, der dækker jorden. Dette værk viser ikke kun Monets dygtighed i lys og atmosfære men afspejler også skønheden i hverdagslivet gennem en impressionistisk linse og indbyder beskueren til at miste sig selv i et øjeblik af stille eftertænksomhed.