Kompositionen af dette kunstværk indbyder til at beundre den æteriske skønhed af Rouen-katedralen, hvis facade er badet i den blide omfavnelse af sollys. Monet fanger mesterligt de indviklede detaljer i gotisk arkitektur, men fremstillingen føles blød og næsten drømmende; penselstrækene synes at væve lys og skygge sammen til et delikat tapet. Lagene af farver skaber en betagende glans, der transporterer beskueren til den livlige atmosfære af dette øjeblik. Man kan næsten høre hvisken fra vinden gennem de historiske buer og føle varmen fra eftermiddagssolen, der opvarmer stenen.

Monets teknik med at bruge korte, tykke penselstræk muliggør en dynamisk interaktion mellem lys og farve; den nuancerede palet, der indeholder bløde blå, varme ocre og dæmpede grønne nuancer, fremkalder en rolig følelsesmæssig reaktion. Når beskueren betragter denne scene, er det umuligt ikke at miste sig selv i kunstværkets atmosfæriske kvalitet, som både taler om katedralens holdbarhed og lysets flygtige skønhed. Disse værker fra Monets arv markerer et vendepunkt i kunsten, der omfavner modernitet, samtidig med at den ærer traditionen, og efterlader et varigt aftryk i impressionismens verden.