Værket fanger en frodig, drømmende landskab, der tilsyneladende lever af farve og bevægelse. Penselstrækningen er energisk og skaber en følelse af dybde og en eterisk kvalitet, mens grønne nuancer blander sig med bølger af lavendel og strejf af okker; det er som en symfoni af farver, der danser på lærredet. Refleksionerne i vandet præsenteres med en legesyg flydendehed, der tiltrækker beskuerens blik til den skinnende overflade, der lover flere skjulte hemmeligheder nedenunder. Fremtrædende ud af dette grønne kaos ses svage konturer af en bro, der inviterer vores fantasi videre—en invitation ind i Monet's stille verden.

Kompositionen tilbyder næsten en abstrakt fortolkning af naturen, hvor former og figurer er uskarpe, hvilket opfordrer beskueren til at føle snarere end at dissekere. Interaktionen mellem lys og skygge skaber en melankolsk atmosfære, der løfter denne fredelige scene til noget transendentalt. Transporteret til udkanten af Giverny kan man næsten høre det bløde rasle af blade og det lette plask af en fisk. Dette maleri indkapsler et øjeblik i tiden, der genlyder med Monet's dybe forbindelse til sin omverden og hans dygtighed i at omfavne impressionismen, hvor den subjektive oplevelse af naturen dominerer strenge detaljer.