I denne gripende scene bliver vi transporteret til et ydmygt snedkerværksted, hvor tiden ser ud til at gå langsommere, mens vi er vidne til et ømt øjeblik inden for den Hellige Familie. Figurerne er udsøgte i detaljerne og udstråler varme og følelser; Joseph, med værktøjerne i hånden, vejleder den unge Jesus, der er fascineret af skabelsesprocessen. Maria, svøbt i sine ydmyge klæder, bøjer sig for at omfavne sin søn, og udstråler en moderlig skønhed, der føles håndgribelig, som om vi også ønsker at svøbe os ind i hendes kærlighed.

Kompositionen trækker vores blik til detaljerne i træarbejdet og giver en følelse af autenticitet til opstillingen. Hver eneste musiklesning og fragmentskæring lever i vores sind; vi kan næsten høre de bløde lyde af træet, der formes. Millais bruger en rig farvepalette: jordbrune og levende røde nuancer vækker en fornemmelse af værkstedets holdbarhed og familiens nærhed. Denne intimitet står i kontrast til de skygger, der kastes på værkstedets vægge, hvilket antyder både banalitet og dybde i hverdagen. Den følelsesmæssige effekt er signifikant; det lader os overveje helligheden af ​​disse familie bånd mod baggrunden af ​​dagligdags arbejde og engagerer vores historiske følelser og ærefrygt for det guddommelige.