I dette fængslende værk udfolder den fortryllende scene sig foran os, da en ung kvinde, livløs og fredfyldt, flyder forsigtigt i en vandpyt. Med sin flydende form delvist nedsænket ser hun etereal ud, iført en kjole, der omfavner hendes figur, mens hendes lunkne positur antyder ro midt i en tragisk fortælling. Omkring hende skaber et væv af rige grønne nuancer og levende blomstrede accenter en kontrast mellem liv og hendes stillehed; disse bløde toner indbyder til, at betragteren bliver hængende; den glassklare overflade af vandet afspejler den frodige vegetation, hvilket forstærker en følelse af ro og sorg. Man kan næsten høre det blide hviskende fra bladene, der rasler i vinden, en kærlig farvel til den afdøde.

Hver detalje – den komplekse repræsentation af flora, de varierede farver af sommerfuglene og de udsøgte teksturer af hendes tøj – taler om Millais' hengivenhed til realismen og hans præ-rafaelitiske idealer. Kompositionen fører øjet i en flydende bevægelse, hvilket fører seeren til den centrale figur, mens de omkringliggende elementer stille fortæller deres historie: de hvide blomster symboliserer renhed, de mørke grene ovenfor antyder en følelse af nærstående trussel. Historisk set kommer dette værk fra midten af det 19. århundrede, en periode præget af fascination for emotionel dybde og natur, men også en urovejende undersøgelse af dødelighed og tab. Maleriet er et vidnesbyrd ikke kun om Millais' dygtighed, men også om den bredere kunstneriske kontekst, der kombinerer skønhed med tragiske fortællinger og efterlader et uudsletteligt indtryk – man føler både en dyb anerkendelse og et tungt hjerte, når man oplever denne slående visualisering af en tidløs historie.