I denne følelsesladede scene er vi vidne til et rørende øjeblikk af farvel mod baggrunden af et rigt og dramatisk kystlandskab. Parret, den ene indhyllet i sorg og den anden i en livlig traditionel dragt, skaber et stærkt følelsesmæssigt centrum. Den lange, strømmende hår på kvinden og hendes udtryksfulde ansigt forstærker hendes lidelse, i kontrast til den muskuløse form hos manden, der tungt hviler på jorden—et symbol på sårbarhed og styrke. Krigsredskaberne spredt i nærheden uddyber følelsen af tab og den kommende adskillelse; det er en visuel fortælling, der gripende fanger historiens vægt på det personlige liv. Millais bruger dygtigt lys til at fremhæve parrets udtryk og drager seeren ind i deres hjerteskærende intimitet; det bløde blå fra havet synes at strække sig uendeligt, hvilket afspejler den følelsesmæssige afstand, de er ved at krydse.

Kunstneren anvender en rigt mættet farvepalet, domineret af jordfarver, der afspejler den naturlige skønhed omkring dem. Klipperne hæver sig majestætisk i baggrunden, indrammer parret, mens de også repræsenterer de uovervindelige forhindringer, de står over for. Når dine øjne bevæger sig fra figurerne til det maleriske, men truende hav, kan du næsten høre lyden af bølgerne, der slår mod kysten; et lydbillede, der taler om både skønhed og brutalitet i livet. Denne komposition inviterer os til at reflektere over den historiske kontekst af romersk Brittania, hvor sådanne fortællinger om kærlighed og tab var almindelige, mens imperiet stod over for bølgerne af forandring, hvilket gjorde det til ikke blot et billede på personlig sorg, men også en bredere kommentar om skæbne og forkæmpe. Millais fanger denne følelse med finesse og efterlader et uudsletteligt indtryk i beskuerens hjerte, hvilket opfordrer til overvejelse lang tid efter, at øjnene har forladt lærredet.