En varm og stemningsfuld scene udfolder sig ved en tropisk kyst, hvor en tahitisk familie deler et intimt øjeblik med solnedgang og mørke bjerge i baggrunden. Maleriet fanger en enkel menneskelig forbindelse — en mand ligger afslappet i en kano og drikker af en grøn beholder; en kvinde knæler i sandet og holder en flaske op, som hun stille tilbyder manden. Et lille barn, sandsynligvis deres, holder fast i kanoen og tilfører en varm følelse af familieenhed. Kunstnerens brug af levende, men jordnære farver — mættede blåtoner, flammende rødt og gyldent lys — tilfører scenen varme og sensualitet og fremkalder både legemlighed og ånden i ø-livet.

Værket viser kunstnerens dygtighed i at kombinere postimpressionistiske teknikker med dyb respekt for den kultur, han mødte. Den brede, flade farvepåføring og de forenklede konturer markerer en afvigelse fra europæisk naturalisme til en mere symbolsk og udtryksfuld stil. Kompositionen fører blikket blidt — fra kvinden til manden og derefter til barnet — og skaber en harmonisk balance mellem figurerne i det naturlige miljø. Den følelsesmæssige påvirkning er håndgribelig: en rørende blanding af ro, intimitet og kulturel ærbødighed, der inviterer til refleksion over temaer som familie, natur og tilhørsforhold i et fremmed, men dybt personligt landskab.