Værket synker ind i et mystisk landskab, hvor surrealisme og natur veves sammen i en fantastisk omfavnelse. De høje, slanke former af træerne – slående antropomorfe med deres draperede figurer – ser ud til at svaje i en etereal brise, hvilket skaber en følelse af liv, der pulserer i stilheden af denne fredelige oase. De spredte klipper og monumentale stenstrukturer vækker en gammel visdom og antyder glemte ritualer eller himmelske justeringer. Vivid, grønne farver dækker de bølgende bakker, som antyder vitalitet og vækst, mens bjergene rejser sig i bløde blå og grå nuancer, og forankrer scenen i majestætisk ro.

Farven spiller en central rolle, da varme toner står i kontrast til kolde skygger, hvilket udløser følelsen af både nostalgi og beundring. De glatte overgange og den bløde penselføring forstærker det drømmende i værket og inviterer til refleksion over både det velkendte og det overnaturlige. Historisk set falder denne periode sammen med Roerichs udforskninger i Himalaya, hvor han søgte forbindelser mellem kunst og spiritualitet, hvilket gør maleriet til en personlig refleksion over hans egne erfaringer. Det er en fejring ikke blot af naturen, men også af de dybere fortællinger, der forbinder menneskeheden med kosmos, og efterlader beskueren betaget og længende efter en samtale med det usynlige.