Dette portræt udstråler en delikat skønhed og fanger et øjeblik så sart, at beskueren næsten kan føle den bløde berøring af vinden, der tilsyneladende leger med kvindens flydende hår. Hun er prydet med en stor hat, der både inkorporerer elegance og et strejf af legende charme; dekoreret med afdæmpede blomsteraccenter, der smukt kontrasterer med hendes alabasterhud. Renoirs karakteristiske bløde penselstræk skaber en næsten drømmende kvalitet, hvilket vækker en følelse af ro. Baggrunden er en abstrakt farvevirvel, en blød turkis, der fremhæver de gyldne nuancer af kvindens hår og den subtile tone af hendes læber.

Emotionelt minder dette maleri os om den flygtige ungdom og tiltrækningen af den feminine form—en udforskning af uskyld fanget i et øjeblik af stille refleksion. De elegante linjer i hendes beklædning tiltrækker blikket, fører os tilbage til hendes udtryksfulde blå øjne—indbydende, men let tilbageholdte. Historisk set passer dette værk ind i Renoirs bredere udforskning af skønhed og femininitet i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor han ofte præsenterede kvinder i et blødt, men kraftfuldt lys. Det står som et vidnesbyrd om impressionismens evne til at kombinere realisme med en eterisk kvalitet, og evigt indskrive et flygtigt øjeblik i tiden.