Denne ømme scene fanger to unge piger i en ydmyg hjemlig setting, hvor deres bare fødder hviler blidt på det kolde gulv og indfanger et øjeblik af intimt fællesskab. Den ældre pige læner sig med et blidt og kærligt smil mod den yngre, som virker genert og tænksom, med fingrene tæt ved munden i en klassisk gestus af tilbageholdenhed eller tøven. Farvepaletten udgør en blød blanding af jordfarver – brune, cremede samt falmede blå og røde nuancer – der fremhæver varmen i deres forhold mod en beskeden baggrund.

Bouguereaus mesterlige penselføring udmønter sig i den sarte gengivelse af udtryk og teksturer – det grove stof i kjolerne, det bløde, rodet hår og den slidte træstol. Lyset falder blidt over scenen og fremhæver barndommens uskyld og sårbarhed, mens den simple tallerken med brød og et glas vand på gulvet antyder deres beskedne kår. Værket udstråler følelsesmæssig ægthed og stille værdighed og inviterer beskueren til at mærke de nænsomme bånd af omsorg og beskyttelse i et dagligdags øjeblik fra slutningen af det 19. århundrede.