Værket viser den storslåede facade på Rouen-katedralen, badet i strålende sollys, hvilket skaber et blændende farvespil. Monet bruger sin karakteristiske impressionistiske stil med løse penselstræk og en tekstureret overflade, hvilket vækker følelsen af lys, der danser på de stenede strukturer. De skarpe konturer af den gotiske arkitektur, prydet med indviklede detaljer, ser næsten ud til at glitre mod den livlige blå himmel; kunstneren fanger ikke kun katedralens fysiske egenskaber, men også essensen af øjeblikket - den flygtige kvalitet af lyset på et specifikt tidspunkt på dagen. Mens sollyset lyser de delikate buer og spidser, giver den liv til stenen og forvandler strukturen til en palet af lyse orange, gule og bløde roser. Det er næsten som om man kan føle solens varme blot ved at se på maleriet.

Dette værk genlyder følelsesmæssigt og vækker både ro og en følelse af beundring over naturens skønhed. Monet malede dette stykke i en periode, hvor han var dybt engageret i at udforske lysets og farvens virkninger. Slutningen af det 19. århundrede var en tid fyldt med forandringer, og Monets innovative tilgang pressede grænserne for traditionel kunst. Dette værk er et centralt eksempel på, hvordan kunst kan fange ikke kun en fysisk scene, men også en hel atmosfære; det inviterer seerne til at træde ind i den fredelige omfavnelse af lys og himmelsk storhed et øjeblik. Monets fascination for interaktionen mellem lys og materiale siger meget om kunstnerens vision og hans dybe forbindelse til den naturlige verden.