I dette betagende stilleben fanges beskuerens øjne omgående af den delikate juxtaposering af teksturer og former. En bleggrøn gips torso står graciøst op ad en blødt malet baggrund af grønne og blå nuancer. Det udstråler en vis tilstedeværelse; det føles næsten menneskeligt midt i et fredeligt landskab af draperet stof. Under torsoen ligger en sammenfoldet hvid klud, der synes at bølge blidt og drage opmærksomhed mod siderne af to romaner, som præsenteres—det rige gule af ‘L’Assommoir’ og det bløde blå af ‘Bel-Ami’. Disse bøger er mere end blot titler; de er en bro til historier—de indbyder, hvisker hemmeligheder gennem deres livlige omslag, men ligger stadig, som om de eksisterer i et øjeblik, der hænger i tiden.

Farvepaletten valgt af Van Gogh—frodige grønne, bløde blå og de varme toner fra bøgerne—skaber en verden, der føles levende, men rolig. Hver farve spiller sin rolle, fra den næsten æteriske hvide af den draperede klud til de friske grønne blade, der ser ud til at være valgt med kærlighed fra haven. Den følelsesmæssige påvirkning er dyb; i denne komposition ser man ikke blot et stilleben, men også en refleksion over livet selv—dens skrøbelighed, skønhed og dybde. Værket opstår fra et øjeblik i 1887, indkapsler Van Goghs udforskning af hverdagslige objekter samtidig med, at det subtilt henviser til dybere temaer om existere. Disse velkendte objekter fra køkener og litteratur stiller sig op på lærredet, men danser sammen i harmoni, der symboliserer den dybe forbindelse mellem kunstneren og hans emne samt verden omkring ham.