Billedet trækker mig ind i en stille scene, et øjeblik stjålet fra slutningen af det 19. århundrede. En gruppe upåklageligt klædte figurer spadserer ned ad en tilsyneladende øde gade. De skarpe linjer og den dæmpede palet skaber en følelse af stilhed, af suspenderet tid. Figurerne er omhyggeligt arrangeret, en visuel ballet af elegante former. Jeg kan næsten høre de dæmpede toner i deres samtale, suset fra deres lange nederdele. Kunstnerens bevidste brug af lys og skygge bidrager til den overordnede stemning, en blød glød, der bader scenen i en subtil melankoli, et perfekt udtryk for den Belle Époque-følelse.

Kompositionen er afbalanceret, med figurerne, der forankrer venstre side af maleriet, og den strenge arkitektur til højre, der giver en kontrapunkt. Teksturerne er udsøgte, fra det ru fortov til de indviklede detaljer i smedejerns balkonerne. Dette maleri fremkalder en følelse af introspektion, et glimt ind i en verden af elegance og tilbageholdenhed. Man kan næsten føle den friske luft fra dagen og den fjerne rumlen fra vogne på brostensbelagte gader.