Maleri skaber en uhyggelig atmosfære, hvor skyggefulde figurer og de bløde konturer af landskabet giver et dybt indtryk. Fokusset er på en ensom skikkelse, der går ad en jordvej, på vej mod et fjernt, dunkelt kirketurm; dens silhuet skærer ind i en stadig mere tåget himmel. Denne komposition inviterer til kontemplation over ensomhed og formål, forstærket af de vidtrækkende marker, der omgiver vejen, og som synes at forsvinde mod horisonten. Dette mærkelige og betagende miljø udfolder sig næsten som en hviskende historie, der genlyder med vedvarende tanker.

Farvepaletten domineres af dæmpede grønne og grå nuancer, hvilket skaber en følelse af skumring, der omfavner scenen. Dette valg fremmer en følelse af ro, selvom det er præget af en underliggende melankoli. Farvernes blanding skaber en blød, atmosfærisk kvalitet, der gør det muligt for seeren at vandre fra figuren til kirketårnet og så til den lyse fuldmåne. Denne himmellegeme fremstår som et ensomt fyrtårn, der oplyser det dystre landskab, og derved gør den følelsesmæssige dybde af værket endnu dybere og vækker et kontemplativt rum, hvor tiden synes at være stoppet.