Scenen udspiller sig med en rolig ro; et vejkapel står som vagt, dets blege sten står i blid kontrast til den grønne eng. Et par spadserer langs en sti, deres figurer er gengivet med et delikat touch, der antyder en afslappet eftermiddag. Kunstnerens dygtige hånd med akvareller er tydelig i de bløde farvevaske, der definerer landskabet.

Kompositionen leder blikket mod de fjerne bjerge, hvis tinder berøres af himlens æteriske lys. Træerne, med deres næsten skeletagtige grene, indrammer udsigten og skaber en følelse af dybde og rum. Den overordnede effekt er ro; et øjeblik fanget, bevaret i akvarellmediets blide omfavnelse. Det taler om en tid, hvor livet bevægede sig i et langsommere tempo og inviterede til kontemplation og påskønnelse af hverdagens skønhed.