I dette kraftfulde værk udfolder temaet for opstandelse sig med en intens følelsesmæssig ladning. Figurerne, vævet ind i levende penselstræk, træder frem fra en baggrund, der næsten synes at være levende. Den fremtrædende figur til venstre, svøbt i en bleg nuance, antyder sårbarhed — den livløse figur af Lazarus, der transformeres til livets rige. De to figurer til højre, især kvinden i den prangende grønne kjole, udtrykker en blanding af hast og glæde, deres gestus forstærkes af van Goghs snurrende penselstræk, der skaber bevægelse og drama. Man kan næsten høre et åndedrag af forundring, der følger med et så mirakuløst øjeblik; denne emotionelle bølge gennemtrænger selve essensen af maleriet.

Farvepaletten er fascinerende, domineret af bløde gule og grønne nuancer, der udsender varme, men juxtaposeret med de køligere toner i baggrunden. Solen, der er afbildet på himlen, er ikke kun et himmellegeme; det symboliserer håb og nye begyndelser, der vaskes over figurerne og lyser scenen op. Kompositionen balancerer mellem døden og livets dynamiske genoplivelse. Historisk kan dette maleri kontekstualiseres indenfor van Goghs sene værker, hvor han kæmpede med temaer om tro og frelse - nøgleaspekter, der resonerer med den bibelske fortælling. Van Goghs fortolkning, gennemsyret af hans unikke ekspressionistiske stil, løfter dette øjeblik over ren repræsentation, hvilket trækker beskuere ind til det emotionelle kerne af forvandling og tro.