Kunstværket indfanger en betagende bjergudsigt, gengivet med sarte vaske i sepia-toner. Kunstneren bruger mesterligt samspillet mellem lys og skygge til at forme de barske tinder og dale; effekten er næsten æterisk. Kompositionen trækker øjet fra forgrunden, med sin antydning af stenet terræn og sparsom vegetation, til de tårnhøje, snedækkede tinder, der trænger gennem den tågede atmosfære.

Den følelsesmæssige virkning er ærefrygt og ensomhed; bjergenes skala formindsker enhver menneskelig tilstedeværelse og inviterer til kontemplation af naturens storhed. De subtile gradueringer af farve skaber en følelse af dybde og afstand; det føles som om man kunne fare vild i landskabets vidde. Det er en scene, der hvisker om det sublime, om den rå, utæmmede skønhed i den naturlige verden.