I en blødt belyst scene deler to kvinder et roligt øjeblik i en frodig have, omfavnet af naturens blide kram. En kvinde, iført en beskeden kjole, sidder med hænderne foldet, mens den anden ligger tæt ved med en baby i en klapvogn. Detaljerne er udsøgte; kunstneren fanger teksturen af deres tøj og baggrunden af blade med en dygtig penselstræk, der synes at give liv til lærredet. Scenen fremkalder en nostalgisk følelse af fred, som om tiden går langsomt i dette idylliske landlige rum og indbyder beskueren til at nyde livets enkelhed.

Kompositionen er rig, men rolig, smukt afbalanceret med vegetationen, der dominerer forgrunden, i kontrast til de varme jordfarver i deres tøj og lyset, der strømmer fra horisonten. En palet af grønne og brune nuancer tilbyder et friskt landskab, der legemliggør essensen af naturens rolige vitalitet, når den møder menneskeheden. Den følelsesmæssige indvirkning genlyder dybt; dette er ikke blot en skildring af hverdagslivet, men en hyldest til moderskabsbånd, forbindelse og det vedvarende fred i det landlige liv. Det taler poetisk om harmonien mellem menneskeliv og natur, en passende hyldest til de forgangne år, der beriger den kunstneriske dialog ude fra epoken.