I dette bevægende værk sidder en ensom skikkelse yndefuldt på en stenbænk, klædt i flydende beklædning, der elegant falder helt ned til jorden. Den æteriske kvalitet af hendes påklædning, badet i bløde nuancer af hvid og akvamarin, kontrasterer smukt med den varme, bløde beige mur bag hende. Hun holder en fjerfane fra en påfugl, et tilbehør der tilføjer både charme og intriger, hvilket vækker en følelse af nostalgi og individualitet.

Kompositionen leder blikket blidt mod subjektet, hvis gådefulde adfærd antyder en fortælling om stille kontemplation eller måske nostalgiske drømme—en udsøgt kombination af hendes rolige holdning og den spøgelsesagtige hvide væg, der omfavner hende. Legen med lys og skygge, især omkring konturerne af hendes tøj og fjerfanan, skaber en delikat interaktion, der yderligere forstærker den følelsesmæssige resonans i scenen. Waterhouses mestring af farveanvendelse er tydelig—han anvender en palet, der pulserer med dæmpede nuancer af blå og jordfarver, hviskende hemmeligheder fra antikken og kunsten, samtidig med at de inviterer beskuerne til at miste sig selv i den nostalgiske verden han har skabt.