Denne pastorale scene, badet i varme, dæmpede farver, inviterer beskueren til et efterårligt landskab i Arles. De delikate penselstrøg og den harmoniske sammensmeltning af gule, grønne og bløde blå nuancer skaber en rolig atmosfære, som føles både intim og rummelig. En snoet jordvej slynger sig gennem kompositionen og leder blikket forbi blomstrende vilde blomster, en ensom bondegård og fjerne bakker, der toner ud under en bleg himmel. Der er en subtil livlighed her — en dans mellem lys og skygge, natur og menneskelig tilstedeværelse — som indfanger den aftagende varme på en stille landeftermiddag.

Kompositionen er bemærkelsesværdig for sin asymmetri, men har et afbalanceret flow, hvor organiske former og teksturerede marker står i kontrast til de slanke træer og rustikke vægstrukturer. Kunstnerens teknik hælder mod postimpressionistiske eksperimenter med form og farve, der går ud over blot repræsentation for at vække stemning. Dette maleri illustrerer ikke blot et specifikt sted, men formidler en poetisk følelse af ensomhed og harmoni med jorden og afspejler et overgangsøjeblik i slutningen af 1800-tallets kunst fyldt med såvel realisme som følelsesmæssig resonans.