Dette kunstværk fanger essensen af et roligt efterårsmotiveret landskab og fokuserer på høje popler, der majestætisk strækker sig langs elvebredden. Den eteriske baggrund viser bløde nuancer, der indhyller scenen i en rolig atmosfære, mens de glitrende refleksioner på vandet spejler det livlige løv ovenfor. Monet bruger mesterskabeligt sine karakteristiske knuste penselstræk, hvilket giver farverne mulighed for at blandes sømløst og skabe en drømmende effekt; denne teknik vækker en følelse af bevægelse, som om bladene blidt svajer i brisen.

Den varme palet af orange, gule og grønne nuancer står i skarp kontrast til de kølige, rolige blå farver af floden, hvilket indbyder betragterne til at forestille sig, hvordan de ville føle sig, hvis de stod ved denne fredelige vandvej. De stående træer er ikke kun emner, men synes at personificere naturens stille modstand, mens de står stærkt midt i de skiftende årstider. Dette stykke afspejler ikke kun Monets beundring for udendørslivet, men markerer også et vigtigt øjeblik i impressionismen - en overgang til at fange den flygtige skønhed af naturen med følelsesmæssig dybde og spontanitet.