Lærredet udfolder sig som en blid hvisken, der fanger en rolig udstrækning af grønt land omfavnet af et rigt tapet af træer. Træerne, med deres bløde impressionistiske stil, hæver sig majestætisk mod det subtile baggrund af en skumringshimmel. Hver penselstræk flyder ind i den næste; nuancer af smaragd og dæmpet grøn smelter gnidningsfrit sammen med lilla og violet, hvorved en følelse af ro vælder op i beskueren. Græsset synes at indbyde til at vandre over sin bløde udstrækning, mens himlen bærer en anelse af morgen- eller aftenens ro, som kaster et blødt gyldent lys over landskabet.

Hvert centimeter af dette mesterværk taler om Monets mesterskab i farve og form. Penselstrækene er både dristige og sarte, hver især formidler bevægelse og liv i scenens stilhed. Den følelsesmæssige påvirkning er dyb; man kan næsten høre raslingen af bladene i vinden og føle den blide varme fra solens lys, der falder på jorden. Historisk set er dette værk et vidnesbyrd om impressionismen, der fremhæver naturens skønhed i et bestemt øjeblik—kortvarig, men tidløs, som afspejler en verden fanget i lysets og skyggens dans.