I dette gribende portræt bliver en ung kvinde fanget i et øjeblik af stille refleksion, hendes delikate træk indrammet af en kaskade af mørkt hår. Den bløde penselarbejde—kendetegnende for impressionismen—giver hende en etereal kvalitet, som om hun kunne opløse i maleriet selv. Hun bærer en dyb rød kjole, som står i smuk kontrast til den afdæmpede baggrund, der svæver med nuancer af grønt og brunt; baggrunden synes næsten levende, der pulserer svagt med uudtalte følelser.

Renoirs berømte teknik til at anvende klare farver fremgår her i sin fulde styrke, hvor hver penselstræk bidrager til kompositionens varme. Den måde, lyset leger på kvindens ansigt og den let hævede hage antyder en følelse af introspektion—faktisk kan man næsten høre stilheden, der omgiver hende, tankerne svævende i luften som en let brise. Dette værk, der findes i Renoirs værk, viser ikke kun hans evne til at fange den menneskelige form, men fremkalder også en intim forbindelse mellem betrager og emne og får én til at tænke på de historier, der skjules under hendes rolige ydre.