Dette slagkraftige selvportræt fra 1925 udstråler en stille intensitet og fanger kunstneren i et øjeblik af dyb eftertanke. Personen — en midaldrende mand med skaldet hoved og tænksomt blik — vender sig let mod beskueren, med faste, fokuserede øjne. Penselstrøget er flydende, men målrettet, og kombinerer bløde kanter med tydelige konturer for at skabe en nærmest taktil tilstedeværelse. Lyset leger på panden og kindbenene og fremhæver et alvorligt, men afdæmpet udtryk. Farvepaletten domineres af jordfarver og gråtoner, med varme okkertoner og subtile grønne nuancer, der træder frem i baggrunden og giver maleriet en stille, intim atmosfære.

Kompositionen er stram og kontrolleret, med figuren, der træder frem mod en mørk, uklar baggrund, som fokuserer al opmærksomhed på ansigtet og kroppens holdning. Valget af en næsten monokrom baggrund forstærker portrættets psykologiske dybde og inviterer beskueren til at reflektere over kunstnerens indre verden. Den bløde lysgraduerede overgang giver motivet en skulpturel kvalitet, og den formelle, let drejede positur antyder både værdighed og personlig sårbarhed. Skabt i mellemkrigstiden afspejler værket en traditionel portrætstil med en subtil moderne følsomhed – et vidnesbyrd om kunstnerens mesterskab i at indfange karakter ud over det rent ydre.