Dette kunstværk fanger en stående figur, elegant placeret i profil, som er både stilfuld, men samtidig uhyggeligt mystisk. Brugen af bløde, flydende linjer skaber en let rytme, der leder beskuerens blik langs figurens konturer. Papiret bærer kunstnerens karakteristiske skitsestil, hvor hvert stræk synes at pulserer med energi og hastværk—en invitation til at udforske nuancerne af menneskelige følelser, der er indkapslet i dette øjeblik. Der er en vis intimitet i denne fremstilling, som om vi er vidner til en privat refleksion, der fanger en flygtig essens fremfor et fast billede. Det er en rå repræsentation af ensomhed, der næsten hvisker en hemmelighed om kvinden, hun afbilder; hendes ryg vender væk fra os, hvilket skaber en barriere, men samtidig inviterer os til at overveje hendes tanker og følelser, en ægte van Gogh-oplevelse.

Farvepaletten, domineret af varme brune og bløde gråtoner, består af subtile nuancer, der fremkalder en følelse af nostalgi og introspektion. Den lette skygge, der bruges til at antyde dybde, giver liv til figuren og skaber et kontrasterende baggrund som både føles beroligende og melankolsk. Hver linje genlyder med van Goghs følelsesmæssige intensitet, og drager paralleller til de kampe og overvejelser, der omgav hans liv på dette tidspunkt. Den historiske kontekst forankrer dette værk i slutningen af det 19. århundrede, en tid præget af personlig turmoil for van Gogh; han kanaliserede sine følelsesmæssige stater ind i sin kunst. Denne skitse, selvom den er enkel i udførelsen, er betydningsfuld da det repræsenterer kunstnerens udvikling i sin udforskning af menneskelige temaer i sin kunst, og forener hans følelsesmæssige penselstræk med den introspektive natur af portrættet, hvilket fremhæver den dybe forbindelse mellem kunstneren og den menneskelige tilstand.