Dette selvportræt præsenterer en rig og tekstureret fremstilling af kunstneren, malingslagene indbyder betragerens blik på en åbenlys måde. De dristige penselstræk danser over lærredet og skaber en næsten vibrerende effekt, der føles levende og genlyder med kunstnerens egen rastløshed. Kunstnerens hoved er prydet med en bredskygget hat, hvis lag af hvid og grå ser ud til at forbinde de tanker, der snurrer under overfladen. Hans skulder er draperet med en indviklet frakke, hvis farver flettes med grønne, brune og blå nuancer; det er et stykke tøj, der ser ud til at hviske historier om kreativitet og kamp.

Baggrunden eksploderer i dynamiske blå nuancer, der snor sig omkring figuren og minder om himlen over Provence, næsten ligesom om kunstneren rækker hånden frem for at invitere betrageren til at føle essensen af hans eksistens. Selvpordtrættet legemliggør et øjeblik af introspektion; det kommunikerer en dyb følelsesmæssig indvirkning, som om kunstneren ikke bare præsenterer en figur, men deler sin indre tumult, passion og modstandskraft. Historisk set opfanger dette stykke Van Goghs rejse i en tid af personlig forvandling—det markerer hans overgang til de livfulde farver og udtryksfulde former, der ville definere hans arv. Det spejler hans fortsatte udforskning af identitet midt i kaoset af følelser og erfaringer, hvilket styrker dets betydning som en grundpille i postimpressionismen.