Værket præsenterer en rolig, men foruroligende fremstilling af landliv, der viser en beskeden gård beliggende i et stort landskab. Strukturen, med sit stråtag og træfacade, står stift overfor baggrunden af mørke, melankolske himmel. Himlen, skitseret med wiry skyer, synes at genspejle en følelsesmæssig strøm; en følelse af ensomhed svæver i luften. En smal sti snoer sig mod beskueren, og inviterer til eftertænksomhed, mens den fører til en figur, sandsynligvis en landmand eller en landsbyboer, der ser ud til at være optaget af deres daglige gøremål—en påmindelse om det vedvarende bånd mellem menneskeheden og jorden.

Kunstneren bruger en dæmpet farvepalet domineret af grå og brune nuancer, der reflekterer mørket i scenen, samtidig med at de omfavner de organiske nuancer, der findes i naturen. Penselstrækene formidler en taktil kvalitet, der antyder de grove teksturer i landskabet, fra jorden til bladenes blødhed. Denne organiske tilgang fremhæver ikke kun emnerne i maleriet, men vækker også en dybere eftertænksomhed over tidens gang og de stille historier, som jorden selv rummer. Når man observerer denne scene, kan man ikke undgå at føle en dyb nostalgi, der resonerer med det harmoniske, men ofte melankolske væsen af landliv, som Van Gogh mesterligt indfanger i dette værk.