I denne fortryllende scene sidder en kvinde graciøst på det grønne græs, med en parasol i hånden, som beskytter hende mod den legende varme fra solen. Iført en flydende hvid kjole, der danser i bløde penselstræk af cremede hvide og dæmpede grå nuancer, fanger hendes figur et øjeblik af rolig afslapning. Den bløde nuance af hendes parasol, en sart rosa, står smukt i kontrast til det frodige grønne omkring hende og fremkalder en følelse af ro og en integreret tilstedeværelse i naturen. Bag hende vagler et barn, næsten usynligt, uskæbnet — måske tabt i en sød drøm.

Kompositionen er mesterværk med blød penselarbejde, der skaber en æterisk kvalitet, der giver liv til scenen. Det er, som om kvinden både hviler og er en del af den naturlige verden, hvor hvert penselstræk videregiver den flygtige essens af en glad sommereftermiddag. Den følelsesmæssige påvirkning af værket er dyb; den hvisker om uskyld og familieforhold, og præsenterer et øjeblik fra en enklere tid.