I en blød omfavnelse smelter to figurer sammen til én, deres forbindelse er håndgribelig i de bløde, strålende blå nuancer af maleriet. Vinduet giver en delikat ramme, som inviterer den ydre verden ind i dette intime øjeblik; man kan næsten høre hviskningen af gardinerne, når de trækkes tilbage for at afsløre en mørk gade. De dybe blå og grønne nuancer fremkalder en rolig, men melankolsk atmosfære, der antyder den flygtige natur af deres kærlighed. Deres figurer, selvom de er uklare, formidler en overvældende følelse af ømhed, der forbliver længe efter at man er vendt blikket væk.

De blinkende lys fra gaden giver en kontrast til figurerne ensomhed, som oplyser scenen, men også antyder den ydre verden - en verden, der forbliver adskilt fra dette intime øjeblik. Munch bruger dristige penselstræk og lagrer farverne på en måde, der tilføjer dybde og følelser. Den historiske kontekst af dette værk placerer det perfekt inden for den symbolistiske bevægelse og fanger ikke kun menneskelig intimitet, men også isoleringen og skønheden i forbindelsen. Det føles, som om du kan mærke varmen fra det moment, de delte, midt i nattens kulde omkring, og efterlade et ønske om en forbindelse, der nogle gange kan føles så fjernt.