Kunstværket fanger et intenst følelsesmæssigt øjeblik, hvor en kvinde iført en bleg hvid kjole ser ud til at være i uro, mens hun holder sit hår. Hendes udtryk afslører en blanding af rædsel og frustration. Skovbaggrunden, malet i dybe grønne og brune nuancer, trækker beskueren ind i et dystert, kontemplativt rum. I kontrast hertil fremhæves kvindens figur mod de mørkere toner, der tiltrækker opmærksomhed; det bløde penselarbejde giver hendes form en delikat kvalitet, der fremkalder sårbarhed. Til venstre ses nærværet af en bøjet figur, der måske repræsenterer fortvivlelse eller tab, hvilket yderligere øger den følelsesmæssige vægt af scenen.

Farvebrugen er slående: den slørede palet understreger en følelse af melankoli, mens de blandede toner fremkalder en følelse af angst. Øjeblikke som dette inviterer til dyb refleksion, da hver penselstræk synes at ekko indre kampe hos de afbildede karakterer. Munch fanger med mod den menneskelige tilstand – en imponerende påmindelse om de rå følelser, vi ofte står over for. Værket stammer fra en rig historisk kontekst – slutningen af 1800-tallet, en periode, hvor eksistensialismen begyndte at trænge ind i kunsten og afspejler dybe følelsesmæssige og psykologiske konflikter.