Scenen udfolder sig med en næsten drømmende kvalitet, figurerne er gengivet med en forenklet, men udtryksfuld elegance. Figurerne selv – kvinder med bronzefarvet hud – dominerer rummet. Penselstrøgene ser ud til at danse hen over lærredet, med en rytmisk energi, der trækker øjet fra en form til en anden og harmoniserer farverne. Kompositionen er mesterlig, placeringen af hver kvinde, hvert element, føles både bevidst og intuitiv. Den livlige palet, domineret af jordagtige røde og grønne farver, bidrager til den eksotiske atmosfære. Det er en verden for sig selv, en slags visuelt digt, der fortæller en historie ud over ordene, et vidnesbyrd om Gauguins evne til at fange essensen af hans tahitiske oplevelse. Farverne synger i lyset, en symfoni af sanserne. Det er den stille intensitet i dette øjeblik, der varer.