Dette fredelige landskab omfavner beskueren i høstsæsonens stille arbejde. Lærredet folder sig ud med vidtstrakte marker af gyldent hø, hvis bløde, flydende former næsten virker taktile under solens varme skær. Tæt ved midten bøjer en ensom skikkelse sig i fredeligt arbejde, hendes blå klæder står i blid kontrast til de jordfarvede toner omkring. Bag de livlige marker rejser en ø sig i mørkegrønne og brune nuancer, et mystisk landområde der indrammer et roligt, vidtstrakt hav under en dæmpet himmel. Nogle få sejlbåde driver stille i det fjerne og tilfører en subtil dynamik til denne kontemplative scene.

Gauguins penselstrøg er tydeligt brede og kurvede; farverne er rigt lagdelte, men afdæmpede for at fremkalde en følelse af naturlig harmoni frem for et sprudlende festfyrværkeri. Kompositionens blide bølger fanger jorden og arbejdet rytme, mens det markante samspil mellem varme og kolde farver bringer liv og intimitet til motivet. Der hviler en følelsesmæssig ro over billedet — en næsten hvisket hyldest til naturens cyklusser og menneskelig udholdenhed. Historisk set afspejler værket Gauguins dybe engagement i det landlige liv i Bretagne i slutningen af det 19. århundrede, hvor symbolisme og postimpressionisme forenes til at fejre arbejdets stille værdighed.