Maleriet fanger en rolig aften langs Seinen i Bougival, varmen fra skumringen reflekteres i det glitrende vand. Monet bruger en løs pensel-teknik, som tillader farverne at blande sig i beskuerens øje i stedet for på paletten; de rosa og orange nuancer af himlen smelter let sammen med de kølige blå og grønne nuancer af bredden, og skaber en harmonisk balance. De bløde penselstræk formidler en følelse af ro, som om verden stopper op for at indtage dagens sidste åndedrag — de lette bølger på vandet reflekterer den farverige himmel ovenfor. Silhuetter af husene står på række langs bredden, deres konturer bliver blødgjort, men forbliver klare under det svindende lys, hvilket vækker en følelse af nostalgi og fred.

Når du betragter værket, hører du måske den blide klukken af vand, der slår mod båden — en lille skib, der transporterer figurer, som fører en stille samtale, måske nødder de de sidste øjeblikke af denne smukke sommeraften. Kompositionen inviterer beskueren; den føles intim, men samtidig rummelig, og forener de jordiske elementer af land og vand med den efemære skønhed ved skumringen. Dette stykke, der er malet i en periode, hvor impressionismen blomstrede, afspejler ikke blot Monets kunstneriske udvikling, men fører os også til et historisk øjeblik, hvor naturen var en muse for kunstnere, der søgte nye måder at formidle følelser og atmosfære gennem deres arbejde. Her, i den bløde omfavnelse fra Bougival's landskab, inviterer Monet dig til at stoppe op, trække vejret og værdsætte den flygtige skønhed i naturens palet.