Værket præsenterer et medrivende vinterlandskab, hvor de kolde blå nuancer dominerer scenen, hvilket får betragteren til at blive nedsænket i en ethereal kvalitet. Tre nåletræer, tungt dækket af nysne, stiger klart op i forgrunden, deres mørke silhuetter står i skarp kontrast til den lysere baggrund. I baggrunden ses en simpel struktur, sandsynligvis et hus, malet rødt, som tilføjer et strejf af varme til den overvejende kolde palette. Miljøet føles både isoleret og introspektivt; det vækker en følelse af stille ensomhed, som genlyder dybt.

Munch bruger dygtigt penselstræk, der varierer fra glatte til udtryksfulde, hvilket skaber en medrivende dynamik, der inviterer observatøren til at udforske nuancerne i det snefyldte landskab. Brugen af blå – fra dyb marineblå til bløde isfarver – sikrer en sammenhæng i farvepaletten, hvilket øger den følelsesmæssige resonans. Her fanger Munch essensen af vinteren ved at juxtapositione naturens kulde med den menneskelige tilstedeværelses varme, inviterende til eftertænksomhed om vores forbindelse til miljøet. Det er en kraftfuld påmindelse om ensomhed og skønhed, der findes i naturen, som afspejler Munchs vedvarende fascinations ved den følelsesmæssige dybde i sine værker.