Dette indviklede værk af Pieter Bruegel den Ældre er en levende og surrealistisk skildring af dovenskab, en af de syv dødssynder. Kompositionen fanger øjet med en mængde figurer, dyr og finurlige maskiner, der samles i et bizart, drømmelignende landskab. Paletten er monokromatisk og bygger på præcis skravering og fine linjer, som skaber en atmosfære rig på allegori og ironi. Ved nærmere eftersyn afsløres små scener: halv-menneskelige skabninger, der dovner sig, nogle hængende eller indviklet i forskellige anordninger, andre flydende roligt gennem landskabet. Den overordnede fornemmelse er træghed og inaktivitet, dygtigt formidlet gennem former og udtryk.

Bruegels mestring viser sig i det harmoniske men kaotiske arrangement; alt er forbundet via snoede stier og flydende arkitektoniske elementer, hvilket skaber en labyrint af dovenskab. Det store ur i baggrunden understreger ironisk temaet om spildt tid, mens mærkelige hybride væsner tilfører lag af symbolik og humor. Den jordfarvede, dæmpede palet fremhæver dovenskabens mørke natur uden at blive for mørk. Den historiske kontekst beriger værket, som er en del af Bruegels syv dødssynder-cyklus, der afspejler det 16. århundredes moralske synspunkter i Europa med en legesyg fantasi. Værket vækker følelser og inviterer til refleksion over menneskelig svaghed og vidner om Bruegels genialitet i narrativ, satire og detaljer.