Dette fængslende selvportræt udstråler en vis charme, der trækker dig ind; kunstneren fanger ikke blot essensen af sit udseende, men også noget intangibelt ved sin væren. Renoir bruger løse, flydende penselstræk, der fremhæver bevægelse og følelser i stedet for stive detaljer. Figuren, klædt i en mørk dragt og en stilfuld hat, kigger hen over skulderen med et let, intelligent smil og engagerer sig direkte med betrageren, som om han inviterer dem ind i sin verden. Den æteriske baggrund, fyldt med bløde blå og grønne nuancer, skaber en drømmende atmosfære, der smukt kontrasterer med figurens soliditet og antyder en følelse af introspektion og kontemplation.

Farvepaletten er en symfoni af bløde nuancer – blåt der smelter ind i grønt, prydet med nuancer af brunt og sort – og giver kompositionen en varme og venlighed. Det er næsten som om Renoir maler sine indre tanker og følelser; der er et håndgribeligt følelsesmæssigt flow, der får dig til at føle dig forbundet med kunstneren. Dette selvportræt viser ikke blot en mand; det udtrykker et øjeblik i tid, der indkapsler vitaliteten af hans kunstneriske rejse i midten af det 19. århundrede. Historisk set var Renoir en del af en bevægelse, der forsøgte at frigøre sig fra traditionelle former; dette værk er ikke kun emblematiske for hans talent, men også for den bredere udforskning af impressionismen angående lys, farve og form.