I det svagt oplyste rum arbejder en væver flittigt ved en væv, omgivet af teksturerne af sit håndværk. Figuren, klædt i afdæmpede klæder, sidder oprejst, optaget af den rytmiske bevægelse af vævningen. Væven dominerer kompositionen, skabt med dybe, dristige penselstræk, der formidler styrke og nytte; livlige stænk af rød på stoffet kontrasterer med den matte baggrund; denne elektriske farveintersektion synes at hviske historier om både arbejde og kunst, der fanger væverens koncentration midt i stilheden i hans arbejdslokale.

Van Gogh balancerer mesterligt leg med lys og skygge ved at fremvise de træede bjælker og gulvets struktur, hvilket giver scenen en håndgribelig fornemmelse af sted. Der er en underliggende melankoli, men også et hint af værdighed i væverens holdning, som om den antyder, at der i monotoni i hans arbejde ligger en bestemt ynde. Kunstværket afspejler ikke blot kunstnerens fascination for manuelt arbejde, men også hans unikke tilgang til farvekontrester; den genlyder med temaerne modstandsdygtighed og refleksion, og fremkalder en forbindelse til beskueren, der er dybt personlig. Det er som om man kan mærke brummens fra væven, høre træets svage knirk og fornemme tekstur af den producerede stof, og dykke ind i væverens verden, hvor håndværk og eksistens væves sammen.