I dette eteriske stykke fanger kunstneren et øjeblikk i tiden ved Charing Cross-broen og blander virkelighed med en drømmelignende vision. Kompositionen dykker seeren ned i en blanding af blå og grå, hvilket giver scenen en følelse af ro og fred. Farvernes penselstræk synes at flyde og bølge hen over lærredet, som om luften er fyldt med en blød tåge. Broen, selvom den knap nok er omridset, står som et stærkt symbol på forbindelse, som binder både det fysiske rum og øjeblikkets flygtige skønhed sammen. Monets teknik er blød men målrettet; penselstrækene flettes sammen som hvisker over lærredet og inviterer til kontemplation og refleksion.

Der er noget fængslende ved den måde, lys interagerer med vandet i dette værk - en dans af refleksioner, der vækker minder om stille gåture langs floden. Den slørede baggrund antyder Londons travle liv, men forbliver uklar, hvilket tillader seeren at projicere sine egne historier ind i scenen. Landskabet føles som en flygtig tanke, fanget lige inden det forsvinder ind i sindets dybder. Monets genialitet ligger ikke kun i hans teknik, men også i hans evne til at formidle det følelsesmæssige landskab i et øjeblik, hvilket efterlader os nostalgiske og eftertænksomme, mens vi drages ind af enkelheden og skønheden i denne gribende skildring.