I dette fortryllende kunstværk trækkes vi ind i et livligt landskab, der fremkalder forårets skønhed, med blomstrende ferskentræer, der kantede et indhegnet landskab. Træerne er i fuld blomst, deres delikate blomsterblade malet i nuancer af hvid og lyserød, hvilket skaber en slående kontrast til de frodige grønne marker. Der er en næsten håndgribelig følelse af liv, der ser ud til at pulsere gennem de levende farver. Husene, der fortyndes over scenen, ser maleriske og indbydende ud, harmonisk indpasset i denne pastorale verden; hver struktur er distinkt, med dristige penselslag, der giver en følelse af tekstur og individualitet. Når vores blik bevæger sig hen over dette stille udsyn, møder vi de bløde kuperede bjerge i det fjerne, malet i forskellige nuancer af blåt, der antyder en subtil forsvinden i horisonten.

Kompositionen fører dygtigt øjet fra forgrunden, hvor de livfulde ferskentræer træder dramatisk frem, gennem de snoede veje, der fører til de hjem, som sidder stille i mellemgrunden. Himlen er en mosaik af blå, der stråler med en betagende variation af teksturer skabt af Van Goghs karakteristiske penselstræk. Den føles levende, næsten virvlende, hvilket yderligere øger den følelsesmæssige indflydelse—det er ikke bare et landskab; det er en fejring af naturens flygtige skønhed. Historisk har Van Gogh været dybt inspireret af det franske landskab, og dette værk afspejler ikke kun hans kunstneriske teknikker, men også hans dybe forbindelse til stedet, han elskede. Dette maleri fungerer som en strålende påmindelse om naturens levende cyklus og den følelsesmæssige indflydelse, den bærer med sig med hver sæsonændring, hvilket viser Van Goghs fremragende dygtighed i brugen af farve og lys—en hyldest til livet, der blomstrer i de mest fredelige omgivelser.