I dette rolige landskab konfronteres beskueren med en imponerende panorama, hvor høje sneklædte toppe majestætisk rejser sig mod en bleg himmel. Bjergene, iført ren hvid, udstråler en atmosfære af tidløshed og stilhed, der inviterer til at forestille sig den friske bjergluft og den stille ensomhed i dette fjerne landskab. Indlejret i det bølgende terræn glimter to søer med livlige farver; deres dybe turkise dybder kontrasterer skarpt med de omgivende dæmpede jordfarver—bløde okker, grå og brune som fremkalder en følelse af varme og tørhed. Disse vandmasser fungerer ikke kun som en anker for kompositionen, men introducerer også et element af liv i det golde.

Den kunstneriske teknik anvendt her viser en smuk balance mellem realisme og abstraktion. Roerich formår at forenkle bjergenes ru teksturer til bløde kurver, mens søerne fremtræder med en klarhed, der tiltrækker beskuerens øjne. Den samlede komposition leder blikket gennem landskabet og skaber en forbindelse mellem himmel og jord—en påmindelse om naturens store design. Dette kunstværk fanger ikke blot den rå skønhed af de høje bjerge, men fremkalder også en følelsesmæssig respons; det inspirerer til eftertænksomhed om naturens magt og den fred, der kan findes i en så omfattende, urørt skønhed. Når man opsluger farver og former, er der en håndgribelig følelse af ro, som om tid står stille i denne uforglemmelige scene.