Kunstværket, et skarpt og gribende ætsning, fanger et øjebliks stille kontemplation. En ensom figur, en kvinde, sidder med hovedet bøjet, hendes holdning antyder en dyb sorg. Den dæmpede belysning, kastet fra en lanterne højt på væggen, bader scenen i en dyster glød, der fremhæver skyggerne og giver en aura af mystik. Kunstnerens brug af subtile skygger og sarte linjer giver figuren en følelse af skrøbelighed, hvilket får hende til at fremstå næsten æterisk. Kompositionen er enkel, men kraftfuld effektiv, og trækker beskuerens blik mod kvinden og de følelser, hun formidler; det fremkalder en følelse af ensomhed og selvbeskuelse. Der er en vis stilhed, en stilhed, der gennemsyrer billedet og skaber et rum for empati og refleksion.