Scenen udspiller sig med en fredfyldt stilhed; luften føles tung, men alligevel forfriskende. Forgrunden er et teksturmæssigt vidunder - en mosaik af småsten og de forvitrede rester af træpæle. Disse gamle vagtposter ved kysten fanger blikket, deres mørke former står i kontrast til den sandfyldte strand. En ensom figur går i det fjerne, næsten tabt i det store, bærende på en byrde, der fortæller om hverdagen.

Horisontlinjen er et studie i dæmpede toner, hvor havet møder himlen, og hele scenen fremkalder en følelse af rolig introspektion, et stille øjeblik fanget for evigt. Penselstrøgene, glatte og præcise, bidrager til følelsen af ro og inviterer beskueren til at stoppe op og absorbere atmosfæren. Maleriet føles som et minde, et fragment af et roligt øjeblik, et pust af frisk luft. Skyerne, oplyst af et blødt, varmt lys, tilføjer et strejf af æterisk skønhed, som en blid drøm.