Midt i et sneklædt landskab fanger Edvard Munch den modstandsdygtige ånd i naturen med sin bemærkelsesværdige skildring af et hestehold. To storslåede heste skrider frem, den ene beklædt med en dyb sort skygge, der udstråler en kraftfuld tilstedeværelse, mens den anden er draperet i bløde hvide nuancer, der udstråler en æterisk kvalitet. Sneen ser ud til at omfavne scenen – en blanding af kaotiske penselstræk, der vækker vinterkulden, men samtidig antyder varme gennem hestenes bevægelse. De dynamiske stillinger hos disse dyr afspejler styrke og formål, næsten krydsende en grænse mellem den håndgribelige virkelighed og en følelsesmæssig surrealisme, som Munch er så dygtig til at fremkalde i sine værker.

I baggrunden vises der nogle figurer, ikke overdrevent definerede, men som antyder menneskelig aktivitet, subtilt integreret i landskabet. Det er, som om de er en del af miljøet, der bidrager til den overordnede fortælling om arbejde og beslutsomhed. Farvepaletten, selvom den er dæmpet i tone, sprudler med energi; de kolde vinterblå nuancer står smukt i kontrast til glimt af varmere farver i hestenes pels, antydninger til menneskelighed, og den flygtige varme, der ledsager deres åndedrag, når de bevæger sig fremad. Munch ser ud til at tale til os i dette værk – om styrke, samspillet mellem menneske og natur og ånden af udholdenhed over for barske forhold.