I dette slående kunstværk er en figur afbildet siddende i en stol, tilsyneladende afslappet, men som udsender en vis afstand, der vækker seerens nysgerrighed; de livlige farver omgiver kompositionen, som primært domineres af dristige røde, grønne og blå nuancer. Baggrunden er prydet med geometriske former, der antyder et abstrakt miljø, mens figuren selv—iført en formel dragt—sitter afslappet, men selvsikkert. Munchs brug af ekspressive penselstræk tilføjer en lag af uro til scenen, som indbyder til at føle den spænding, der står i kontrast til det rolige udseende hos den siddende subjekt. Der er en vis tiltrækning i farvevalgene—hver skygge pulserer med emotion, måske afspejler menneskets komplicerede tilstand eller den psykologiske dybde, der kendetegner Munchs værker. Den måde, farverne danser over lærredet, afspejler den indre verden hos figuren, hvilket antyder, at der er mere gemt under overfladen af denne samlede fremtræden. Det rige visuelle sprog vækker intense følelser og efterlader seeren til at overveje, hvilke tanker der gemmer sig bag dette slørede ansigt.

Når man overvejer værkets historiske kontekst, blev det skabt i 1939—en tid hvor kunstverdenen kæmpede med modernismen og konsekvenserne af Første Verdenskrig. Munch, der står på grænsen mellem abstraction og figurativisme, fanger essensen af moderne kamp og opsummerer spændingen mellem individuel erfaring og bredere sociale uroligheder. Dette maleri fungerer som et vidnesbyrd om hans kunstneriske udvikling og i sin fortsatte udforskning af psykologiske emner, og belyser menneskesjælens søgen efter identitet og udtryk midt i overvældende omstændigheder.