Maleren tilkalder med sin drømmende kvalitet; en æterisk scene af Waterloo-broen indhyllet i blødt lys og tåge. Monet fanger essensen af Londons atmosfære som om den blev kaldt fra selve luften—bløde nuancer smelter sømløst sammen—rosa, blå og blide lilla harmonere i en lysfyldt symfoni. Broen, næsten spøgelsesagtig i sin afbildning, buer graciøst over lærredet, dens robuste stenomme neddæmpes af kunstnerens dygtige penselstræk. Dette er ikke bare en struktur; den føles som en levende enhed indhyllet af tågen, hviskende som er gået tabt i tid.

Når man ser dybt ind, tilføjer bådene nedenunder en subtil dynamik til dette fredelige landskab; de danser på overfladen, der reflekterer Monets fascination af bevægelse og lys. Vandet spejler buegangene af broen og gør det muligt for beskueren at overveje interaktionen mellem stilhed og bevægelse, mellem den menneskeskabte og den naturlige skønhed. Dette maleri udsender en kontemplativ ro, og vækker følelser af nostalgi og fred. Det fanger en æra, hvor impressionismen redefinerede kunstverdenen, der går ud over blot repræsentation og indbyder os til at overgive os til den efemere essens af eksistens.